Få svar på de oftest stillede spørgsmål om ombygningen

21.01.20
Hvad sker der under ombygningen? Hvorfor skal der bygges om? Og hvornår står det hele færdigt? Få svar på de oftest stillede spørgsmål om ombygningen her.

Klik på billedet ovenfor, for at se en oversigstegning.

Ombygning på Solrød Bibliotek & Kulturhus

Baggrund

Det nye Solrød Bibliotek og Kulturhus er designet af Rune Fjord Studio på baggrund af flere brugerworkshops for brugere i alle aldre afholdt i 2018. Ombygningen er støttet af Lokale og Anlægsfonden.

 

Bibliotekshaven og bibliotekspladsen

Både ude og inde vil borgere og lånere møde et nyt hus. Foran biblioteket etableres 150 nye cykelstativer og stativer til løbehjul. Der ryddes op i beplantningen og anlægges en lille kirsebærlund. I bassinet mellem gymnasiet og biblioteket anlægges en sti med trædesten over til den nuværende bøgehæk. Bøgehækken fældes og der anlægges en lille solskinsplæne med nye bænke i solen. Man vil derfor kunne gå direkte mellem parkeringspladsen bag rådhuset og indgangen til biblioteket og gymnasiet.

Området bag biblioteket inddrages til bibliotekshave med kulturscene, hængekøjer og et bordtennisbord. Samtidig etableres en ny indgang fra biblioteket direkte ud i haven, så aviser og bøger og udendørsspil kan benyttes på det nye grønne område.

Kulturzone

En nyetableret scene og et multifunktionelt siddemøbel skaber rammerne for besøg af skoleklasser, oplæg, foredrag, bogcaféer mv. Som i dag bliver der mulighed for at samles om et brætspil eller omkring videospil. De kreative værksteder får også nye flotte rammer med nye funktionelle borde og nye stole.

Studiezone

En kombination af genbrug og nye møbler skal sikre gode muligheder for fordybelse og læsning i studiezonen. Her bliver der, som i dag, mulighed for at benytte PC’ere, scanne og printe dokumenter. Elever og studerende kan bruge de små gruppeområder til studiegrupper.

Leg og læring

Småbørnsafdelingen indrettes som en sansemotoriske legeplads holdt helt i blåt. Her bliver der plads til at tumle, mærke og selvfølgelig læse og lege. De lidt større børn kan glæde sig til himmeltrappen med en læsehule helt oppe under taget. Børneafdelingen får desuden nye reoler, nye PC-stationer og nye bogkrybber.

Servicestation

Servicestationen, hvor lånere møder biblioteks personale, får også en overhaling, ligesom der rykkes rundt på afleveringsautomater, afleverede bøger og reserverede bøger klar til at blive hentet.

FAQ

Hvilken indgang skal vi bruge?

Der vil fremover være to indgange på Solrød Bibliotek & Kulturhus – indgangen ved Solrød Gymnasium og indgang fra bibliotekshaven. I forbindelse med ombygningen vil der være perioder, hvor indgang kun kan ske gennem enten den ene eller den anden. Vi vil gøre vores bedste for at skilte tydeligt, når én af indgangene lukkes.

 

Hvornår er ombygningen færdig?

Byggeperioden strækker sig frem til primo april. Huset, forplads og bibliotekshaven indvies d. 1. april 2020. Alle er velkomne til indvielsen. Program for dagen følger og offentliggøres i huset og på hjemmesiden, Facebook og i nyhedsbrevet og lokale medier.

Bibliotekshaven og pladsen foran biblioteket, indgangspartierne og servicestationen stod færdig omkring årsskiftet.

 

Hvorfor bygger vi om?

Ombygningen skal understøtte transformationen fra bibliotek til Bibliotek og Kulturhus, som Byrådet har besluttet på baggrund af ønsker fra mange borgere.

Bibliotekets opgaver er blevet større og flere. Biblioteket er ikke længere kun en materialesamling og en læsesal, men er også et kulturhus fyldt med oplevelser og aktiviteter for borgere i alle aldre, som fremmer lokale fællesskaber.

Ombygningen sker ud fra et ønske om at skabe gode rammer for både at være et bibliotek og et kulturhus for borgere og brugere i alle aldre. Et hus for både børn, unge, familier, voksne og seniorer.

 

Hvorfor skal vi også være et kulturhus?

Folkebiblioteket er folkets bibliotek. Derfor er det også vigtigt, at folkebiblioteket følger med tiden og udvikler sig. Det er vores opgave at imødekomme behovet for et kulturelt samlingssted og et oplevelses- og aktivitetshus i Solrød Kommune.

Det er bibliotekets opgave at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Den opgave løses bedst i dag som både bibliotek og kulturhus, der favner og giver plads til alle borgere.

Solrød Bibliotek og Kulturhus er fortsat et fristed for kommunens borgere, hvor fællesskaber kan opstå og trives.

 

Do It Together – DIT bibliotek og kulturhus

Vi er sammen om Solrød Bibliotek og Kulturhus. Vi er et levende bibliotek og kulturhus, som involverer og skaber kultur- og læringsaktiviteter sammen med vores brugere. Har du en aktivitet, som du gerne vil lave i huset til glæde for andre borgere, så tag fat i os, så kan vi vise dig vej til at få den til at leve.

Tags