Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Lokalitet
Solrød Bibliotek og Kulturhus
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Galleriet i december - billed- og æskemageri på Solrød Bibliotek og Kulturhus

01.12.21 - 31.12.21
Billedmager Jennifer Mary Lehm og æskemager Minna Andersen er december måneds kunstnere på Solrød Bibliotek og Kulturhus. Her viser de nye facetter fra kunstens verden.

Billedmager Jennifer Mary Lehm, der er uddannet på kunstskoler i England, anvender både traditionelle og utraditionelle remedier i fremstilling af sin billedkunst:

"Jeg tegner og maler på papir og lærreder, især små og store øjebliksbilleder. Derudover "maler" jeg med stof og tråd, brocher, bøger og billeder. Disse emner er hovedsageligt inspireret af naturen, rejser i Norden og hverdagens oplevelser," fortæller Jennifer Mary Lehm og fortsætter:

"Jeg syr, oftest naturinspirerede billeder på stof, så ordet broderi får en helt ny betydning. Det synes jeg, er en spændende og ikke så almindelig del af billedkunsten. Desuden anvender jeg også såkaldt mixed media, der fascinerer mig med sin blanding af forskellige teknikker."

Æskemager Minna Andersen fortæller om sine værker:

"Jeg har designet æsker i ca. 20 år. Mine æsker designer jeg efter bogbindermetoden, hvor jeg anvender karton i forskellige tykkelser. Ofte limes de sammen til flere lag, for at arbejde med æsker, hvor siderne er 5-6 mm tykke. Jeg anvender al slags pair, der spænder fra almindeligt indpakningspapir, silke-, genbrugs- og håndlavet papir til de smukkeste japanske tryk."

"Jeg efterbehandler æskerne med shellak eller almindelig gennemsigtig lak. Mine lågæsker dekoreres ofte med finurlige ting, som kan være ting fra værktøjskassen til sten, billeder, gamle bånd og hestehår o.m.a. som afsluttende effekt. Præcision er et nøgleord for mig, så det kan godt tage op til 50 timer at fremstille en æske," afslutter Minna Andersen denne lille beretning fra æskeværkstedet.

Besøg biblioteket i december for at opleve disse to kunstneres værker.

Venlig hilsen

Kunstgruppen v/Solrød Bibliotek og Kulturhus