Billede af Ida Harsløf (beskåret)
Billede af Ida Harsløf (beskåret)

Om dette arrangement

Tid
7:00 - 22:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For voksne
Udstillinger

Kunstnerkolonien fra Solrød Byvej udstiller i hele maj måned!

01.05.19 - 30.05.19
Fernisering lørdag d. 4. maj kl. 11 - 13. Vi kender alle kunstnerkolonier fra Skagen, Fyn og Odsherred, men vidste du, at vi også har en kendt en af slagsen lige oppe på Solrød Byvej?

 

Hvordan går det nu lige til, at visse lokaliteter tiltrækker kunstnere og kreative sjæle – i en grad at der spontant opstår en hel kunstnerkoloni – som f.eks. Rørholmsgade i København – og specielt Solrød Byvej, her i lokalområdet.

Se, der kan der gives både talrige – og slet ingen – forklaringer på.

Fakta er blot, at rigtig mange kunstnere i tidens løb, har slået sig ned omkring Byvejen - de fleste uden forhåndskendskab til hinanden – og da slet ikke til det kreative miljø, Solrød Byvej efterhånden skulle blive rammen om.

Det begyndte vel egentlig med Kunstforeningen Forårsudstilling, sat i verden – ikke mindst af Jens Nielsen samt et par andre ildsjæle, bl.a. fra landsbyen, idet de mente at Solrød ikke blot skulle bestå af gartnerier og kartoffelavlere.

Og langsomt men ret sikkert, begyndte kunstnere og andre kreative sjæle at få øje på hinanden – og opdage at det ikke blot var Jens der malede, og for resten også var jazzmusiker – men også Hugo Gammelby, der boede i den modsatte ende af byen – og han var ikke blot var maler, men også professionel keramiker.

Og snart opdagede nye tilflyttere, at Jens kone Grethe – byens tandlæge – var en glimrende smykkekunstner – og at deres nabo Gert Krogh - ved siden af sit særdeles kreative arbejde som lysmester på et stort københavnske teater – også lavede spændende jernskulpturer.

Siden kom Ida Harsløf så til, på den modsatte side af Byvejen! Hun var en glimrende maler, men havde egentlig aldrig rigtig haft nogen at snakke billeder og kunst med – før da!

Og en dag flyttede Klaus Petersen så ind i det lange lave bindingsværkshus nr. 43. Han var minsandten også maler – og udviklede sig senere, til at blive en fremragende billedhugger.

Et af hans ret markante værker, kan for øvrigt opleves uden for Solrød Privatskole, midt i landsbyen: En stor granitsyten, med en lynlås indhugget – og efterhånden som lynlåsen åbnes, myldre det frem med glade ansigter. Symbolik der er til at forstå!

Og pludselig flyttede et yngre par ind i byens tidligere brødudsalg: Jesper og Maerianne Saxbøl. Han som maler, og hun som en keramiker, med sin helt egen, let ægyptisk inspirerede stil.

Men kreativiteten i landsbyen slutter ikke her – slet ikke – for i et af de andre bindingsværkshuse, boede nemlig Lars Schou, og han var fotograf på DR-TV, og er med rette kendt for sin smukke og indfølte fotografering til berømmede udsendelser som bl.a. ”Piger i Vester Fængsel” og ”Grevinden på tredje” og lokalt navnlig berømmet for fortællingen om en af Danmarks største portrætfotografer - Aage Remfeldt – som havde sit virke i nabobyen Havdrup i et par menneskealdre.

I 1976 flyttede denne artikels forfatter til landsbyen, og selvom også han var fotograf, blev han hurtigt stærkt påvirket af både Hugo Gammelby, og ikke mindst af sin nabo, billedhuggeren Klaus Petersen, til at begynde at udstille – ikke fotografier – men collager.

Pludselig viste det sig, at byen minsandten også rummede en – nej hele to musikere og visesangere! Den ene, Jan Holt, som udover at optræde i Tivoli og på Bakken, også begyndte at arrangere viseaftener i det skrantende forsamlingshus, og der præsenterede en række af de rigtig gode navne inden for visekunst. Selv legendariske ”Monrad og Rislund” fik han lokket til det lille landlige forsamlingshus.

Den anden, var Jens lægekollega Thomas Steenberg, som ikke blot gjorde sig gældende ved ”gæstespil” i forsamlingshuset – men også markerede sig stærkt i landsdækkende tv.

Det eneste der efterhånden manglede i den lille landsby, var et udstillingssted hvor de kreative sjæle kunne vise deres værker.

Men det skulle dog også snart komme, idet et midaldrende par: Ruth og Jo Banks, der hidtil havde haft det lille galleri og spillested i centrum af København ”Purple Door” en dejlig sommerdag, købte en af de firlængede gårde i udkanten af byen, og indrettede - - ja, både spillested og galleri – et galleri hvor endnu en af byens kunstnere, gjorde sig stærkt gældende – Erik Hansen – der  som ”kunstophænger” – med næsten samme sans for harmonier, som dirigenten for et stort orkester – sørgede for at udstillingernes værker, klingede sammen!

Men kreative kræfter blev ved at strømme til byen – flere af dem, uden rigtig at gøre opmærksomme på sig selv – som f.eks. Bjarne Wiehe, der i en årrække har boet på 1.ste sal i ”Brugs-Bygningen” og som er både pianist og så sandelig også komponist til en lang række musisk følsomme værker.

Det var dog nok først i forbindelse med arrangementerne omkring  ”Kulturby 96”  at landsbyens kunstnere, for alvor fandt på at lave en fælles udstilling, og til at invitere folk på besøg i atelier og værksteder – noget der siden er blevet fuldt op af ”Landsbytosserne” der er et åbent have- og atelier-arrangement der finder sted langs Solrød Byvej, hvert 2 – 3 år!

Nogle er i årenes løb – enten flyttet fra byen – eller er faldet fra på anden vis – men der er dog hele tiden kommet nye kræfter til det kreative miljø: Både den flittige, inspirerende og initiativrige maler Kirsten Andersen – og Birthe Hansen – der selvom hun altid har boet i byen, først for nylig har vist sig i byrummet, som en for øvrigt rigtig god kunstner.

Og så er den kunstneriske og kreative arvefølge forøvrigt sikret – om end det er uden for landsbyens rammer - i det flere af den unge generation, der er vokset op i ”kunstnerkolonien” selv er aktive, både malere og musikere – og således spiller den kreative bold videre!

Erik Jensenius