Livs bud på 5 kampdagsklassikere

08.03.21
Glædelig kampdag! Litteraturformidler Liv giver her sine bud på fem kampdagsklassikere - se med og reservér her.

Tove Ditlevsen: Gift (1971)

Den første bog jeg har taget med, er erindringsromanen Gift af vores allesammens digter Tove Ditlevsen. Gift – efter min mening én af Toves bedste romaner – er udgivet i 1971. 70’erne er jo rødstrømpernes årti, men Tove Ditlevsen insisterede faktisk på – for nogen måske lidt overraskende, at hun ikke var kvindeforkæmper, men bare forfatter. I dag vil mange måske mene, at kravet på at blive anerkendt for sit arbejde og sin kunst og ikke for sit køn faktisk er en feministisk motivation, men dengang var det vigtigt for Tove Ditlevsen at understrege, at hun ikke var en aktiv del af rødstrømpebevægelsen.

Ikke desto mindre bliver Tove Ditlevsen på mange måder en litterær stemme for mange af de ting, der faktisk er på dagsordenen hos kvindebevægelse på det her tidspunkt: kvindens rolle i ægteskabet, kvindens rolle som mor, som seksuelt væsen, som arbejdskraft, som samfundsborger og Tove italesætter – særligt i Gift - denne her splittelse, som mange kvinder har følt: at skulle vælge mellem selvrealisering og ægteskab og familie.

Marta Breen: Kvinder i kamp (2018)

Ligesom at der ikke findes nogen rigtig eller forkert måde at være kvinde på, er der heller ikke nogen rigtig eller forkert måde at læse på. Derfor har jeg taget en tegneserie med – et lidt udskældt format i den litterære verden, selvom det virkelig er et fortællegreb, der kan en hel hel masse.

Den tegneserie jeg har taget med er Kvinder i kamp fra 2018, skrevet af norske journalist Marta Breen og tegnet af norske Jenny Jordahl. Den danske udgave er oversat af Maren Uthaug, hvilket i sig selv er lidt af et kvalitetsstempel.

Kvinder i kamp er en af de der fantastiske bøger, der dukker op engang i mellem, som kan læses af alle mennesker i alle aldre. Det er en seriøs og alvorlig, men også humoristisk og underholdende gennemgang af kvindebevægelsen mange dramatiske kampe gennem de sidste 150 år.

Bernadine Evaristo: Girl, woman, other (2019)

Bernadine Evaristo vandt faktisk Man Booker-prisen for Girl, woman, other i 2019. Hun måtte dele prisen med Margaret Atwood, der vandt for Gileads døtre, en også meget feministisk fortælling som mange kender fra filmatiseringen på HBO. Margaret Atwood er noget af en gigant at dele pris med, og derfor har Bernadine Evaristo ikke fået helt så meget opmærksomhed for det her værk, som jeg synes, det fortjener, og derfor har jeg det med i dag.

Girl, woman, other er en del af vores engelske samling på biblioteket, hvor jeg skulle hilse at sige, at der er meget guld at finde, hvis man går på opdagelse.

Girl, woman, other er en kollektivroman, hvor tolv mennesker – hovedsageligt kvinder – med hver sin stemme fortæller hver sin historie, og hvor deres historier fletter sig ind og ud af hinanden. Gennem tolv unikke historier, får man et tindrende klart blik ind i et moderne Storbrittanien med køn, race, seksualitet og politik på dagsordenen. Men det er også en umådeligt intim og menneskelig fortælling om kærlighed, frygt og fortrydelse.

Pernille Ipsen: Et åbent øjeblik: Da mine mødre gjorde noget nyt (2020)

Så springer vi fra asken og lige ind i ilden, som man siger – Pernille Ipsens Et åbent øjeblik: Da mine mødre gjorde noget nyt fra 2020 er en førstehåndsberetning fra frontlinjerne i rødstrømpebevægelsens kvindekamp i 70’erne. Pernille er vokset op med syv mødre i et kvindekollektiv i Åbenrågade i København. Historien starter på Femølejren i 1971, hvor syv rødstrømper beslutter sig for at tage deres nyfundne fællesskab med sig hjem, for at finde ud af, hvad der sker og hvad kvinder kan opnå, hvis de ikke skal relatere sig til mænd. Det er en beretning, der handler om Rødstrømpebevægelsen, Lesbisk bevægelse, køn, seksualitet og feminisme.

Rødstrømpebevægelsen har haft en enorm indflydelse på dansk kultur og politik, men der findes overraskende lidt litteratur på området. Et åbent øjeblik: Da mine mødre gjorde noget nyt er ikke bare et forsøg på at udfylde et hul i dansk historieskrivning, det er også en bog, der banker nyt hjerteblod ud i fortællingen om danske rødstrømper. Det er en moderne historiebog til læsere, der normalt holder sig fra faglitteratur, og det er et fantastisk blik ind i 70’ernes kamp for at revolutionere samfundet.

Olga Ravn: Mit arbejde (2020)

Jeg skal være hurtig til at indrømme, at jeg på ingen måde er en af de første, der taler om Olga Ravns Mit arbejde, der blev udgivet hen mod slutningen af 2020. Mit arbejde har været på manges læber siden sin udgivelse, og har skabt en del debat om gravides behandling i sundhedssystemet.

På mange måder har Olga Ravn formået at ramme lige ned i en tid, der har været moden til at tage en ny snak om moderskabet. Olga Ravn er ikke den første til at skrive om moderskabet – mange kender Dea Trier Mørchs 70’er-klassiker Vinterbørn – men hun er én af de første, der inviterer læseren ind i de tågede kamre, hvor kvinder med mindre end perfekte graviditeter og fødsler opholder sig. Olga Ravn beskriver, hvordan graviditeten og moderskabet er en omvæltende livserfaring, der hiver tæppet væk under hovedpersonen, og efterlader dem med en meget lille forståelse af sig selv som menneske ud over rollen som mor.