Pia anbefaler Det glemte brev

En rørende kærlighedshistorie om to unges umulige kærlighed under Holocaust

En virkelig fin bog, som jeg havde svært ved at lægge fra mig. Hvem vidste der kunne være så meget drama i frimærker?  I 1938 kommer den forældreløse Kristoff i lære som frimærkegravør hos den jødiske familie Faber i Østrig.

Han bliver hurtigt glad for at være en del af familien og forelsker sig i den ældste datter Elena.

Efter Krystalnatten forsvinder faderen og moderen sendes i lejr. Den yngste datter kommer til England. Det efterlader Kristoff og Elena tilbage og deres kærlighed udvikler sig  Kristoff tvinges til at gravere frimærker til Det Tyske Rige. Elena skjuler sig i huset og hjælper Kristoff. Elena er en ung modig kvinde som vil bekæmpe Nazisterne for enhver pris. De graverer derfor plader til at trykke falske rejsedokumenter til jøder, som skal ud af landet og finder på et smart system til at sende beskeder i frimærkerne. 

Desværre opdages de og Elena forsvinder. Deres skæbne forbliver uvis.

I 1989 finder nyskilte Kate et sjældent frimærke i hendes fars store frimærkesamling. Det er et af Kristoff's særlige frimærker og efterhånden som Kate afdækker Elena og Kristoff's historie, bliver vi klogere på de dramatiske begivenheder og store ofre alt for mange gav under 2. Verdenskrig.  Der trækkes tråde til murens fald og DDR. Tilslut slåes en stor sløjfe da Kate opdager at hendes familie er en del af Kristoff og Elenas historie.

Siderne vender sig selv og der skiftes mellem 1938 og 1989. Bogen er hurtigt læst og bagefter har man dels været vidne til en rørende kærlighedshistorie og blevet klogere på frimærker og en ukendt del af modstandsbevægelsen. Varm anbefaling herfra.

Findes som lydbog på eReolen og tæller ikke med i din lånekvote på eReolen