Stephen King skriver mennesket ind i lejemorderen i ny roman

19.04.22
Suverænt underholdende, intelligent plot og stærke karakterer: Med sin seneste spændingsroman om en modvillig lejemorder med forkærlighed for litteratur demonstrerer Stephen King til fulde, at han er langt mere end blot gysets mester.

Stephen King er kendt for sine okkulte gyser-romaner - IT, Carrie, Ondskabens hotel og mange flere klassikere - men nu er han tilbage med spændingsromanen Billy Summers, der virkelig understreger Kings talent.

Billy Summers er lejemorder med hjertet på rette sted. Han likviderer kun onde mennesker, ellers kan han ikke sove om natten. Grundlæggende opfatter han sig selv som en skraldemand med et skydevåben, og han er den bedste i branchen. Nu planlægger han at lægge sit tidligere liv bag sig, når han har fuldført sin sidste mission.

Med en dækhistorie som forfatter installerer Billy sig i en lille flække mens han venter på, at det sidste bytte indfinder sig. Billy er en af verdens bedste snigskytter, han er dekoreret krigsveteran fra Irak og en ren Houdini, som forsvinder sporløst, når jobbet er eksekveret. Så hvad kan gå galt?

Billy Summers er en roman om kærlighed, hævn og skæbne, og en tvivlsom helts sidste forsøg på at frelse sin sjæl – og så rummer bogen én af de mest uimodståelige og overraskende makkerpar i Kings oeuvre, der drager ud for at hævne en ualmindelig gemen mands forbrydelser.

Jyllandsposten kalder Billy Summers for en "dybt engagerende krimi", mens Berlingske kalder den "en sand fornøjelse". Du kan med stor fordel reservere Billy Summers allerede i dag!

Materialer