Legelagunen åbner

14.07.20
Nu kan børnefamilier endelig indtage det nye legerum, Legelagunen, på Solrød Bibliotek og Kulturhus.

Velkommen i Legelagunen!

Det nye legerumer klar til åbning med et par Corona-venlige tilpasninger, som vi beder jer orientere jer om, inden I kaster jer ud i legen.

For at lege i Legelagunen beder vi alle vores brugere respektere, at det er en sko-fri zone. Man kan parkere skotøjet til højre for indgangen til Legelagunen. Himmeltrappen har en børnesikret låge, der sikrer at de helt små børn ikke kan bestige trappen uden voksne.

Forholdsregler i forbindelse med Covid-19

Legelagunen består af et sanserum, hvor børnene kan klatre, tumle og føle sig frem. Det betyder, at der er adskillige kontaktpunkter i legerummet. Vi beder jer derfor være særligt opmærksomme på hygiejne.

Sådan hjælper du os med at mindske smitte:

  • Vask eller afsprit hænder, inden legen begynder. 
  • Afsprit legetøj eller farveblyanter inden brug.
  • Benyt gerne Soldækket til at spise medbragt mad, men undgå at tage madpakken med ind i Legelagunen.

Sådan sørger vi for at mindske smitte:

  • Begrænset udvalg af legetøj og kun legetøj, der er let at afspritte. På sigt kommer der nyt legetøj i Legelagunen, men for øjeblikket er udvalget begrænset for at sikre hyppig og grundig rengøring.
  • Grundig og hyppig rengøring. Ligesom resten af Solrød bibliotek og Kulturhus rengøres Legelagunen tre gange dagligt.
  • Kontaktpunkter og legetøj afsprittes desuden en gang om dagen.
  • Udklædningstøjet er delt op i tre, så det kan sættes frem i Legelagunen i turnus. Det udklædningstøj, der hænger fremme i Legelagunen, har altid været 24 timer i karantæne, inden ophæng. Udklædningstøjet udskiftes altså hver dag.