Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Rejseskildring for de efterhånden mange, der interesserer sig for vandring på Caminoen. Bogen viser også hvordan vandringen kan helbrede udbrændthed/stress og vise vej til bedre selvindsigt, også spirituelt/religiøst

Beskrivelse

Forfatteren gennemførte i 2012 sin Caminovandring, mens hun var stressramt af sit arbejde som læge for terminale cancerpatienter. Tankerne om dette er fremhævet med kursiv. Rejsebeskrivelsen er levende og fyldt med detaljer, mylderet af pilgrimme fra hele verden skildres med glimt i øjet. Fra at ønske en stille, ensom vandretur til fordybelse i forsøg på at genfinde livsglæden, ender forfatteren med en flok glade nye venner. Men hjemme igen melder stressen sig atter og bogen er skrevet som helbredende genoplevelse af turen, med den erkendelse at pilgrim skal man være hver dag

Sammenligning

Litteraturen om Caminovandring deler sig i 2 grupper, rejsehåndbøger og mere personlige, evt. spirituelle beretninger som denne. I samme gruppe har vi Lone Klint Grønbæks Camino, 2011, og Vibeke Spangsbergs Magiske Camino, 2006. Den førende praktiske guide på dansk er Henrik Tarps Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, 4. udg., 2014

Samlet konklusion

Velfortalt, levende beretning af en stressramt og udbrændt kræftlæge om en Caminovandring, der blev vejen til indre ro og bedre selvindsigt. Bogen kan læses af rejselystne og af mere åndeligt interesserede. Den livlige rejseskildring inspirerer til selv at begive sig afsted og giver stof til eftertanke