Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Feministisk manifest skrevet som et brev fra veninde til veninde. Forfatteren kommer med 15 bud på, hvordan veninden skal opdrage sin datter feministisk. For voksne med interesse i samfundsforhold og kvinders rettigheder

Beskrivelse

Bogen er opdelt i 15 små afsnit indledt af et forord, hvor forfatteren, der er fra Nigeria, beskriver sin bevæggrund for at skrive bogen. De 15 afsnit indeholder meget forskellige forslag til, hvordan man kan opdrage en datter til at hvile i sig selv og ikke sætte sit lys under en skæppe, fordi hun er pige. Bogens omdrejningspunkt uanset emner er ligeværd. Piger skal opdrages til at være ligeværdige med drenge i alle livets forhold. Fokus på mor og far som rollemodeller er også en vigtig faktor. Bogen indeholder en kort beskrivelse af forfatteren og hendes øvrige bøger

Vurdering

Interessant, lille bog, der både i materiale, skrifttype/opsætning og sprog giver læseren stor læselyst. De 15 ideer om, hvordan man kan opdrage sin datter, er tankevækkende og samfundsdebatterende. Af og til er der nogle afsnit, der primært giver mening i en nigeriansk ramme, men det giver blot læseren en forståelse af, hvad nogle kvinder slås med. Langt hovedparten af indholdet er aktuelt over hele verden, og både kvinder og mænd vil have gavn af at læse den

Andre bøger om samme emne

Mange af de samme kønsproblematikker behandles fornemt her i romanens form: I love Dick. I Kvinder og kujoner bliver fiktionens pres på, hvordan kvinder skal være/se ud grundigt beskrevet