Børnebogklubber på Solbib 🌞
Vil du være med i en bogklub? Hos Solrød Bibliotek og Kulturhus har vi to faste bogklubber for børn, der elsker at læse! Vær med, når vi snakker om spændende bøger, og laver hyggelige aktiviteter sammen efter skole.
Min første bogklub
Lix-bogklub for børn i alderen 8 - 10 år
Har dit barn fået en god læsestart eller er der brug for hjælp til at finde læselysten? Oplever du udfordringer med at finde de rette bøger? Så er ’Min første bogklub’ det helt rette sted!
Målet med bogklubben er at styrke selvtilliden, skabe læseglæde og give børnene en tryg og positiv start på deres læserejse. Gennem sjove og trygge aktiviteter arbejder vi med læselyst, ordforråd og læseforståelse i børnehøjde.
Vi mødes den sidste onsdag i måneden fra august til november og hygger os med gode bøger og kreative aktiviteter. Hold øje med vores hjemmeside! Datoer kommer i juli / august.
Verdens Bedste Bogklub
En bogklub for børn i 4. - 7. klasse
Elsker du eventyr, spændende mysterier, krimier eller sjove historier? Så er vores bogklub noget for dig! Vi finder de bedste bøger, laver sjove aktiviteter og inspirerer hinanden, da vores bogklub er mere end bare bøger.
Vi mødes den første onsdag i måneden, hvor vi deler vores læseoplevelser med hinanden, hygger med kreative projekter og snakker om litteratur i alle genrer og former.
Hvad siger deltagerne om bogklubben?
Jeg synes, at det er fedt at være med i en bogklub, fordi der er et selskab. Jeg er her fordi jeg læser bøger, ikke fordi jeg skal, men fordi jeg elsker at læse bøger. Og det er bare så hyggeligt at snakke om bøger!
Lilje, 11 år
Jeg synes, at det er hyggeligt, også fordi jeg har fået nye venner. Jeg synes også, at det er spændende, at vi skal læse den samme bog. Man bliver udfordret.
Laura, 12 år
Jeg kan godt lide bogklubben. Man får et fællesskab med samme interesse.
Filuka, 13 år
Hvem står bag børnebogklubberne?
Børnebibliotekarer Mihaela C. B. Jensen og Trine L. Boesen fra Solrød Bibliotek og Kulturhus står for børnebogklubberne på biblioteket. Formålet er at lave de allerbedste børnebogklubber, som Solrøds unge på tværs af skolerne har lyst til at være en del af. Projektet er en del af og støttet af den nationale indsats for børn og unges læseglæde, hvor Solrød Kommune er udvalgt som følgekommune.