Demensvenner
Solrød Bibliotek og Kulturhus er en del af Alzheimerforeningens Demensvenner-ordning.
Om Demensvenner
Alzheimerforeningen er en medlemsorganisation, der har til formål at sikre bedre vilkår for mennesker med demens og deres pårørende. De rådgiver, informerer og støtter forskning i demenssygdomme.
En Demensven er en person, der har sagt ja til mere viden om demens. En Demensven rækker hånden frem, hvis han eller hun møder et menneske med demens – for eksempel derhjemme, i opgangen, på villavejen, i butikken, på arbejdspladsen eller der, hvor personen med demens måske er kommet på afveje eller har brug for hjælp.
Når man får en demenssygdom, mister man ikke alene hukommelsen. Helt almindelige dagligdagsting som at finde vej eller at handle kan pludselig blive en vanskelig eller umulig opgave. Mange vil også opleve at føle sig isoleret.
Derfor har man brug for venner. Venner som ved, hvad demens er, og hvad det gør ved én - og som kan møde én med forståelse og en håndsrækning, når der er brug for det.
Demensvenner på Solrød Bibliotek & Kulturhus
Solrød Bibliotek og Kulturhus er en del af Alzheimerforeningens Demensvenner-ordning. Det betyder, at minimum 50% af vores medarbejdere har fået viden om demens, samt gode råd til hvordan vi kan hjælpe mennesker med demens og deres pårørende.
Du kan også tilmelde dig som Demensven, så du kan blive bedre klædt på til at hjælpe demente mennesker i hverdagen. Hver Demensven bestemmer selv, hvor meget de ønsker at engagere sig, og enhver håndsrækning tæller. Det handler først og fremmest om at sætte sig ind i demens og gøre livet lidt lettere for mennesker med demens.