Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

Svimlende roman om digteren Theis' rejse fra vandreturen i Jylland, over derouten i København, ned igennem Europa, mod en opløsning af psyken og livet i et monstrøst og voldeligt hallucinatorisk opgør med menneskets liv i et nulpunkt uden mening og formål. Til læsere af ny dansk litteratur

Beskrivelse

Ørntoft har tidligere udgivet Yeahsuiten og Digte 2014. Dette er romandebuten om en ung mand, der fra en relativ normal tilværelse, oplever en stadig større rastløshed. Han falder delvist til ro i et liv med Fitness World, GTA-spil, fodbold, parforhold og sex. Men apatien sætter ind, sygdom, hjemløshed og en rejse ned gennem Europa følger. I Portugal møder han Diago og Theis' liv nedsmelter i druk, stoffer, vold og hallucinationer

Vurdering

".. jeg er en abe spundet ind i civilisation og teknologi. Og hvis systemet brød sammen ville jeg være hjælpeløs fra det ene sekund til det andet". Således udtrykker hovedpersonen sig. Følelsen af livet, evolutionært, fravristet enhver mening og længslen mod noget primordialt, er side efter side fænomenalt beskrevet . Spundet ind i et vildt fortalt, og ikke mindst humoristisk roadtrip af et generationsportræt, er det samtidigt bare en fed historie, der udstiller en absurd, åndsforladt og primitiv planet i frit fald. Jeg var vildt betaget

Andre bøger om samme emne

Til læsere af fx Lars Frosts og Jacob Skyggebjergs romaner, Mette Zingenbergs noveller og Liv Sejrbo Lidegaards og Lars Skinnebachs digte