Stem på din favorit til Læsernes Bogpris 2025
Danmarks Biblioteksforening og de danske folkebiblioteker inviterer dig til at deltage i afstemningen om at kåre den bedste danske bogudgivelse fra 2024. Frem til den 20. april 2025 kan du stemme på din favorit blandt de ti nominerede bøger, der både rummer faglitteratur, romaner og digte - og du deltager samtidig i lodtrækningen om en bogpakke med årets bøger, når du afgiver din stemme!
Af Fie Welch Arndal
Danmarks Biblioteksforening uddeler sammen med de danske folkebiblioteker, Ordkraft og Litteratursiden “Læsernes Bogpris”. I år kan du stemme på ti vidt forskellige titler, der alle er blevet diskuteret flittigt på bibliotekerne af både lånere og bibliotekarer. Flere af dem stiller skarpt på forskellige kapitler i historien og lægger op til refleksion over vores samtid, andre sprudler af fortællelyst og går lige i hjertet. Du kan stemme på din favoritbog frem til søndag den 20. april 2025 via linket nedenunder, og samtidig være med i lodtrækningen om i alt 5 bogpakker med årets bøger. Held og lykke!
Vil du læse eller genlæse årets ti nominerede bøger, kan du finde dem på listen nedenfor.