Dødsbo

Nærvær, natur og nøjsomhed

Bogen beskriver, hvordan bevidstheden om menneskets gradvise ødelæggelse af naturen påvirker hovedpersonen. Bogen er blevet kaldt en ”klimaroman”, og det kan være meget passende, da den handler om, hvordan vi mennesker forholder os eller måske rettere ikke forholder os til de store klimaforandringer omkring os.

I det dødsbo, som kvinden har overtaget, boede tidligere Elly, en ældre, enlig kvinde. Huset er overtaget inklusive indbo. Vi får beskrevet hvordan kvinden også overtager Ellys tøj, bl.a. en gammeldags kittel med ”store lommer og blomstermotiver”. Da denne gamle kittel er aldeles uden prætentioner, finder kvinden netop tryghed i den. Når hun har kitlen på, kan hun ”på en gang holde fast i sig selv og give slip på sig selv”. Der er et fokus på at være i virkeligheden, og på at acceptere de givne vilkår, som nok vil virke meget begrænsede på de fleste moderne mennesker. 

Dagene har ”drøjde” som det smukt hedder, tiden strækker sig ud ”ligesom søndage før i tiden”, der er ikke noget, der skal nås eller faciliteres, ingen aftaler at indgå, ingen narrativer der skal styres. Intet Excelark som den næste strategi skal indplaceres i. I den forstand er bogen en ret radikal kontrast til den ellers udbredte protestantiske arbejdstik, hvor ethvert arbejde synes at have en værdi i sig selv. For kvinden i romanen er det tydeligt, at det arbejde i ”styrelsen”, som hun har forladt, ikke har nogen værdi, eller måske snarere har en negativ værdi. 

I Ellys hus forsøger kvinden at leve et liv med så lidt forbrug som muligt. Man får indtryk af, at hovedpersonen nogle gange føler at hun har mere til fælles med de insekter og smådyr, som holder til i det gamle hus, end de andre beboere i nærheden. Hovedpersonen er tynget af bevidstheden om den klimakatastrofe, som udfolder sig omkring os. Hun benævner ofte sig selv ”man”, og dette ”man” er bevidst anonymt og jegløst. Det er tydeligt, at hun vil tilbage til en meget mere enkel og spartansk livsform, end den der leves rundt omkring i samfundet. Det ligner en form for tavs protest imod forbrugerismen og tanken om, at mennesket via sin evne til at tænke og reflektere, er bedre og har flere rettigheder end dyrene og naturen. På et tidspunkt reflekterer kvinden over sit tidligere arbejde i den unavngivne styrelse:

”Det var det store fælles mål: at redde kloden, blandet med personlige ambitioner, aggressioner og forfængelighed. Ambitioner. Aggressioner. Forfængelighed. Husk død, bo, ansvar. Det var erkendelsen af at være fanget i et system, der avlede menneskeligt fordærv og ondskab. Et system der var indrettet til ikke at udrette noget. Hvor man konstant talte om resultater, men hvor alle løsninger blev destrueret fordi de forstyrrede det store magtspil som var det egentlige mål. Alt blev spist indefra. Menneskeligheden og kloden. Gnavet ihjel, passivt aggressivt, gnave, gnave, gnave.”

Selvom kvinden måske helst vil være helt fri for an blive involveret i samfundet omkring hende, bliver hun kontaktet af to andre kvinder fra landsbyen. Sammen vil de planlægge et træplantningsprojekt, som skal sætte fokus på nødvendigheden af at vise omsorg for naturen. Hvordan det forløber, skal ikke afsløres her, men det giver romanen et narrativt spor, hvor et fællesskab måske kan ses som en mulighed for hovedpersonen.

Derfor skal du læse "Dødsbo"

Hvis du vil have historien om en kvinde, der går radikalt til værks i sin erkendelse af, at noget er forkert i menneskets forhold til naturen. Eller sidder du selv med en fornemmelse af, at alt ikke er, som det skal være og at mennesket ikke tager nok hensyn til naturen, vil du i Dødsbo møde en hovedperson, der har taget konsekvensen. Der er samtidig nogle meget fine og poetiske refleksioner over og beskrivelser af en mere langsom og måske gammeldags måde at være i verden på:

”Man stod op i mørket og så lyset komme, man så det forsvinde langsomt igen og lagde sig i mørket. De vågne timer strakte sig ud over hele dagens længde, og der var tid til at tage afsked, langsomt og endeløst, tid til at lære den angst der havde sat sig i kroppen, at kende, og tid til at forbinde sig selv med verden på nye måder. Den sjette sans var fornemmelsen af bevægelse, den syvende sans var forståelsen af tid, den ottende sans var følelsen af rum.”

I en tid med FOMO, skærme overalt og en uendelig nyhedsstrøm, virker det i sig selv befriende. 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

I forhold til de overordnede tanker om at leve et andet liv, og erkendelsen af, at ikke alle trives lige godt i den neoliberale udgave af kapitalismen, kommer man umiddelbart til at tænke på en bog som Ærømanifestet (2023) af Mai My Humaidan. Den beskriver, hvordan en familie flytter til Ærø i forsøget på at komme til at leve et mere roligt og enkelt liv. Går man længere tilbage i litteraturhistorien, kan man nævne en klassiker som Henry David Thoreaus Walden eller Livet i Skovene (1854), der er beretningen om de omkring 2 år, hvor Thoreau brød med civilisationen og boede i en primitiv hytte i skoven for på den måde at være nærmere naturen. 

Om anmelderen: Nicolaj Andreasen

Jeg hedder Nicolaj og er pt. ansat på Solrød Bibliotek og Kulturhus i løntilskud, hvor jeg får en masse gode erfaringer med at arbejde på et bibliotek. Jeg er nok lidt af en bogorm, og har for det meste gang i flere bøger ad gangen. Både fiktion, faglitteratur og biografier synes jeg kan være spændende!