Litteratur

Emma Holten vinder Læsernes Bogpris 2025

Læserne er blæst bagover af Emma Holtens ’Underskud’, som stiller skarpt på værdien af omsorgsarbejde.

Af Fie Welch Arndal

En bog om alt det, vi tager for givet, udpiner og mister, når vi ikke kan måle dets værdi

”Årets vinder af Læsernes Bogpris er på kvindernes side. Bogen rummer en skarp analyse af, hvordan samfundet styres af økonomiske modeller, der ikke måler værdien af omsorg. Det er en uhyre vigtig bog, som viser værdien af omsorgsarbejde både i hjemmet og i det offentlige.  Et arbejde, som mest udføres af kvinder. Alligevel står kvinder som en underskudsforretning i de økonomiske beregninger.”

Sådan lød nogle af ordene fra Lise Vandborg, redaktør i Bibliotekernes Nationale Redaktion, da hun afslørede Emma Holten som årets prisvinder i forbindelse med Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2025 i Herning, torsdag aften den 24. april 2025.

Om Emma Holten

Emma Holten (f. 1991) er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet. Siden 2014 har hun arbejdet internationalt med feministiske dagsordener, og siden 2019 har hun holdt foredrag om feministisk økonomi og værdien af omsorg. 

’Underskud’  er Emma Holtens første bog. Bogen er allerede udkommet på engelsk og er på vej på italiensk, spansk og fransk samt seks andre sprog.

Danmarks Biblioteksforening og de danske folkebiblioteker ønsker Emma Holten stort tillykke med Læsernes Bogpris 2025.