Læsekredse søger nye medlemmer

27.10.21
Lige nu leder flere af vores læsekredse efter nye medlemmer - er det dig de leder efter?

Er du en læsehest uden nogen at dele dine oplevelser med? At læse bøger kan sagtens gøres alene, men oplevelsen bliver som regel forstærket af at dele den med andre. Biblioteket hjælper med oprettelse af læsekredse eller med at formidle kontakt til eksisterende i lokalområdet. Lige nu er der flere af vores læsekredse, der søger nye medlemmer

"Vi mødes den sidste mandag i måneden kl  17.00 på Biblioteket. Vi læser meget forskellig litteratur, dog ikke krimier. Både danske og udenlandske forfattere. Vi diskuterer bøgerne vi har læst ud fra vor opfattelse, men ikke ud fra litterære vinkler. Så alle kan være med uden anden forudsætning, end at de kan lide at læse bøger". Så kort og præcist beskriver Alice, der er kontaktperson på en læsekreds, der lige nu tæller fem personer i alt. Og som altså søger nye medlemmer. I hendes læsekreds har de bl.a. læst Tara Westovers roman "Oplyst" og Kristian Bang Frosts "Frank vender hjem" dette efterår. Og det eneste krav de stiller til et nyt medlem er altså, at du kan lide bøger.

Så har du lyst til at snakke om dine oplevelser om bøger og indgå i en eksisterende læsekreds - eller måske endda starte din egen læsekreds op - så kan du skrive til os, så skal vi nok formidle kontakten til en af de grupper, der søger medlemmer. Eller hjælpe dig med at starte din egen op. Du kan skrive til bibliotekets læsekredsansvarlige på: solbib.bogklub@solrod.dk