3 gode børnebrætspil til påsken

10.03.21
Påsken nærmer sig, og det betyder ekstra meget hygge med familien – især her i coronatiden hvor man ikke må se særlig mange mennesker.

Når man siger hygge, er den næste logiske tanke selvfølgelig brætspil. Men er du også i tvivl om hvilke brætspil som er gode at spille med dine børn og børnebørn? Fortvivl ej – her er en guide til Solrød Bibliotek og Kulturhus’ bedste brætspil til børn. Rigtig god påske!

Vildkatten

Er du hurtig og god til at genkende de mærkeligste ting? Så er Vildkatten lige noget for dig! Her kæmper man om først at være den deltager som finder den genstand som er vist på brikken. Der er fart over feltet i dette familiespil hvor det gælder om at beholde overblikket.

Spillet er fra 5 år og op efter, og kan spilles af 2-6 spillere. Man kan i det store hele selv bestemme hvor lang tid spillet tager, alt efter hvilket antal point man spiller til.

Rhino Hero: Super Battle

Dette prisvindende børnespil er sjovt for både voksne og børn.

Kan du beskytte højhuset fra de drillende aber, og være den første som når toppen? Rul terningen, hold balancen og så kan du, sammen med dine venner, vinde kampen imod aberne.

https://pxl.host/km0aq84uxbr4ep2o9wg.pngSpillet er fra 5 år og op, og kan spilles af 2-4 spillere. Spillet tager ca. 15 minutter at spille.

Catan Junior

Er du også vild med Settlers of Catan, men synes det er lidt for sært for børnene? Bare rolig, løsningen er Catan Junior. Her er det klassiske Catan gjort børnevenligt. Det er lykkes så godt, at det endda har vundet priser som årets børnespil og årets spil.

I Catan Junior er du pirat. Du skal forsøge at blive den største og stærkeste, og det gør du ved at bygge bl.a. skibe ved hjælp af ressourcer. Den spiller som først får syv piratskibe vinder.

Det er et rigtig hyggeligt spil som er sjovt for både børn og voksne.

Spillet er fra 6 år og op, og kan spilles af 2-4 spillere. Spillet tager ca. 30 minutter at spille.

 

Rigtig god spillelyst!
- Hanna

Materialer