Ann anbefaler på eReolen: Sarahs nøgle

02.07.21
Hjerteskærende fortælling fra 2. verdenskrig om konsekvenserne af vores handlinger

1942

Sarah og hendes familie lever et så normalt liv, som det nu er muligt når ens land er besat af tyske nazister. Men en morgen banker det på døren. Sarah og hendes familie bedes følge med grundet den lille gule stjerne, der nu er syet på alt deres tøj.

Men Sarah, der kun er et barn og ikke kan forestille sig, hvad der venter dem, tager en skæbnesvanger beslutning, der vil forfølge hende resten af livet.

60 år senere

Julia lever et skønt liv i det pulserende og historiske Paris sammen med sin franske mand og højtelskede datter.
Julia arbejder som junalist for et magasin. Hun bliver bedt om at skrive en artikel om den forfærdelige hændelse ”Vél d’Hiv-opsamling" af jøder i 1942. Læs om den her: https://da.wikipedia.org/wiki/Vel_d%27Hiv-opsamlingen

Franskmændene har for længst fortrængt og begravet hændelsen. Men artiklen vender ikke bare op og ned på hende liv, men hele hendes familie og svigerfamilies liv.

Igennem Julias arbejde med Vél d’Hiv-artiklen støder hun på mange frygtelige skæbner. Men én stikker ud. Julia støder på Sarahs fortælling og kan ikke lægge den fra sig. Hun graver videre og opdager en forfærdelig sandhed om sin svigerfamilie.

Sarahs og Julias ellers vidt forskellige liv som er adskilt af 60 år, bliver smukt bundet sammen, og der er en skøn vekslen mellem deres fortællinger. Selvom det som læser kan være svært at efterlade den ene til fordel for den anden. Bogens slutning rummer både overraskende og uventede elementer i en skøn blanding af sorg og glæde.

Det er en fortælling, hvis omdrejningspunkt er et af verdens mørkeste; hvor landsfæller, som man ellers troede stod bag en, vender hinanden ryggen og nærmest skubber hinanden i døden.

Sarahs historie viser, at en handling, der ellers er gjort i god tro og med stor kærlighed, kan bebyrde dig resten af livet. Men det giver os også håb! Selvom alt ser sort ud, er der altid lys og en hjælpende hånd. Hvis du bare rækker ud! 

En bog om fortrydelse, længsler, skrækkelige handlinger og om aldrig at glemme. Du vil for altid tænke over, hvem der tidligere har boet der, hvor du gør nu!

Materialer