Læs en bog om ugen - Sådan gør du

30.12.20
Ved årsskiftet til 2020 besluttede Tania at læse 52 bøger i det nye år. Altså i gennemsnit en bog om ugen. Og med nogle få tricks lykkedes det. Her får du et par gode fif til, hvordan du kan sætte turbo på din læsning.

Nogle gange går læselysten i stå, men hvorfor finde sig i det? Hvad med at gå kontra og sætte mål for dine læseoplevelser?

Følg Tanias 4 tips og kickstart din læselyst! 

1. Alt tæller med
Det første jeg gjorde, var at bestemme mig for, hvad der talte med og jeg besluttede mig for, at alle bøger tæller med. Også lydbøger, ungdomsbøger, digtsamlinger osv. Det tæller også med, hvis jeg en sjælden gang genlæser en bog. Dog læser jeg som børnebibliotekar også billedbøger, og der satte jeg alligevel grænsen. Men alt andet tæller med.

2. Skriv ned hvad du læser
Jeg skriver alle titlerne på bøger jeg er færdig med, op i noter på min telefon. Min mor har en lille kinabog, hvor hun gør det samme. På biblioteks app kan du se dine tidligere lån, og der findes både apps og web-sider, hvor man kan logge sine læste bøger. Men for mig fungerer telefonen bedst, fordi den altid er i nærheden. Min liste over læste bøger strækker sig over 2018, 2019 og 2020 og tæller i skrivende stund 157 titler og mit indre konkurrencemenneske jubler, hver gang jeg er godt med eller måske endda foran. Det er selvfølgelig fjollet, men det føles som en lille sejr, for at gøre noget man i forvejen elsker, nemlig at læse.

3. Lad dig inspirerer af andre
Man læser meget, når der er mange gode bøger at læse. Dem opdager man, når man kigger efter dem. Jeg følger derfor forlag, forfattere, andre biblioteker og bogbloggere på de sociale medier. Venner og familie lægger bogtillæg fra avisen til side til mig. Og så snakker jeg tit om bøger. Både på arbejde og privat.

4. Lydbøgerne giver dig dobbelt så meget tid til at læse
Jeg læser både papirbøger og lytter til lydbøger. Lydbøgerne betyder, at jeg kan bruge tiden, mens jeg laver noget kedeligt: køre i s-tog, vasker op og lægger vasketøj sammen. Og det forsøder også hyggelige afslapningsstunder med f.eks. puslespil eller kreative projekter. På den måde har jeg meget mere tid til at læse. Ofte er jeg også positivt overrasket over, hvad det gør ved læseoplevelsen, når det f.eks. er forfatteren selv, der læser bogen op. Det er en fin og meget personlig oplevelse.

Men hvad gør det godt for?
At jeg har sat mig et mål for, hvor meget jeg vil læse på et år gør, at jeg faktisk får det gjort. Når jeg er mellem bøger, er jeg mere opsøgende på min næste læseoplevelse, for jeg skulle jo nødigt komme bagud. Min litterare smag er også blevet meget bredere. En krimi, som jeg tidligere ville være gået udenom i bogform, kan godt holde mig fanget på lydbog, ligesom en god fagbog kan være god underholdning til opvasken og en digtsamling kan nydes på en gåtur ved vandet.
Jeg er blevet bevidst om, hvilken type bøger jeg helst vil lytte til og hvilke jeg helst vil læse som papirbog. I sidste ende gør jeg det, fordi jeg elsker at læse og jo mere jeg får læst, jo gladere er jeg.

Materialer