Rasmus anbefaler på eReolen: To forfattere, der lytter så livet synger

Find disse bøger på eReolen som både knuger dig om hjertet og får dig til at trække på smilebåndet

”Jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle om… Om død eller kærlighed? Eller er det det samme? … Jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle om”.

Sådan begynder en stemme at fortælle i en af de bedste bøger jeg har læst rigtig længe, nemlig ”Bøn for Tjernobyl”. En bog der greb mig om hjertet og knugede det så hårdt på en bustur til Aarhus, at jeg måtte lægge bogen fra mig, så siderne ikke skulle blive våde. Stemmen tilhører Ljudmila Ignatenko, enken efter en afdød brandmand, der rykkede ud til katastrofen ved atomkraftværket i Tjernobyl. I løbet af tyve sider kommer Ljudmila til orde og fortæller sin historie – om forelskelse og graviditet, om timerne efter hendes mands indlæggelse med stråleforgiftning, hvordan hans krop langsomt opløses, og om hvordan han kommer til hende i drømme flere år efter for at snakke om deres barn, som døde fire timer efter sin fødsel som følge af radioaktiv stråling.
Det er en historie om død, sorg og traume, men samtidig findes der en insisteren på kærlighed til livet og mennesker hos Ljudmila og de andre stemmer, der kommer til orde, og taler om Tjernobylulykke. ”Ingen vil høre om, hvad vi har oplevet, hvad vi har set. Ingen vil høre om døden. Om alle de her forfærdelige ting”, siger Ljudmila til sidst i sin historie. Men det ville den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj heldigvis gerne.

Svetlana Aleksijevitj har nærmest gjort en karriere ud af at lytte til mennesker og skrive deres historier ned. Hun har en evne til at lytte og skrive, så livet hos de mennesker hun portrættere, synger. Jeg kan kun anbefale alle hendes bøger på det kraftigste – hun har lyttet og nedskrevet historier fra voksne, der var børn under 2. verdenskrig (De sidste vidner), kvindelige og mandlige soldater under Ruslands Afghanistan-krig (Zinkdrengene) og helt almindelige borgere, der fortæller om hvordan det har været at opleve Sovjetunionens fald (Secondhand-tid). Og hun har været med til at portrættere krig som andet end fortællinger om vovemod og mandlige helte (Krigen har ikke et kvindeligt ansigt). Alle fire helt ekstraordinært gode og gribende bøger.

Herhjemme har vi dog også en forfatter, der har formået at lytte og nedskrive, så man må knibe sig i armen. Den danske forfatter Jytte Rex udgav i 1972 værket ”Kvindernes bog”, som med rette blev genudgivet i 2014. Bogen indeholder 57 redigerede transskriptioner med historier fra piger og kvinder i alderen 4-60 år – og fremstår som en flerstemmig sang om hvad livet som kvinde har budt på, og hvilke møder der former én som menneske. Det er til tider noget af det morsomste og mest medrivende jeg har læst på dansk – og samtidig et unikt tidsbillede, som man ellers ikke ville have adgang til.

Find alle bøger på eReolen! Så er der adgang til godt læsestof når som helst og hvor som helst