Om dette arrangement

Tid
10:00 - 13:00
Pris
Gratis
Målgruppe
For alle

Tøjbyttemarked & Upcycling-workshop

29.04.23
Find det tøj i gemmerne, som du ikke har brugt det sidste år og kom til Tøjbyttemarkedet og byt til "nyt". Du kan også besøge UngSolrøds upcycling-station, hvor du får gode tips og tricks til, hvordan du giver det gamle kluns nyt liv og længere levetid.

Tøjbyttemarkedet er et pengeløst genbrugsmarked, hvor du kan bytte rent og brugbart tøj, sko og tilbehør med andre. I indgangen vil der være frivillige til at forklare byttereglerne, og vise dig hvor du kan udstille dit tøj. Vi sørger for borde og tøjstativer til det brugte tøj.

På upcycling-stationen kan du komme forbi og få råd og vejledning til, hvordan du kan give dit tøj et nyt look. Vi opsætter en symaskine-station med et udvalg af materialer, så du kan lade dig inspirere og prøve kræfter med at upcycle dit tøj. Ved stationen kan du møde Astrid, som har mange års erfaring med at sy og designe tøj/tasker og står klar til at formidle sin viden videre. Upcycling-stationen laves i samarbejde med UngSolrød.

INGEN TILMELDING - BARE MØD OP!

Tøjbyttemarkedet og upcycling-stationen er en del af Do It Together, hvor borgere har mulighed for selv at skabe arrangementer og aktiviteter på Solrød Bibliotek og Kulturhus.

Begge tiltag er desuden en del af UGE17, som er bibliotekernes verdensmålsuge. Mode- og tekstilindustrien er en af de industrier, der sviner allermest. Ved at bytte fremfor at købe nyt tøj forlænger vi tøjets levetid, sparer penge og hjælper hinanden.