Litteratur og sorg

“Jeg tænker på dig altid og der er tidspunkter hvor jeg ikke tænker på dig, det er ikke modsætningsfyldt.” (Naja Marie Aidt, Carls bog)

Sådan skriver Naja Marie Aidt om sin døde søn i Carls bog, og nøjagtigt sådan er sorgen. Når man mister en man elsker, bliver sorgen ens nye følgesvend, samtidig med at man forventes at finde en måde at leve videre på. Man kan ordne vasketøj, bestille pizza og gå i biografen, men sorgen og den døde følger med som en tanke i baghovedet, andre dage som et åg der skal bæres og andre dage igen, som en ven man holder i hånden.

Sorgen er et eksistentielt grundfænomen, der har eksisteret ligeså længe som mennesket og afbildningen af sorgen har eksisteret ligeså længe som mennesket har haft evnen til at udtrykke sig. Vi genkender sorgen i Homers Iliaden, hvor Achilleus mister sin ven Patroklos og dækker sig med møg og hiver hårene ud af hovedet. Senere fra Jobs bog, hvor Job, i sorg over at have mistet hele sin familie, klipper sig skaldet, dækker sig med aske og hans venner kommer og sørger sammen med ham. Når der til stadighed læses og skrives bøger om sorgfulde tab er det ifølge professor i almen psykologi Svend Brinkmann fordi kunsten kan tilvejebringe en anden forståelse, end videnskaben kan:

“Videnskaben undersøger verden ved hjælp af sine særlige metoder og fortæller derefter om resultaterne, men kunsten kan mere end at fortælle. Den kan også vise de fænomener frem, som den har undersøgt, hvilket giver mulighed for at viderebringe en anden forståelse, end den, som mere lineære undersøgelsesmetoder fra videnskaben kan give.” (Brinkmann, Det Sørgende dyr)

I spændingsfeltet mellem kunst og sundhed, finder man således et potentiale for bearbejdning af følelser. Et eksempel på litteraturens egenskaber er begrebet Biblioterapi, der dækker over ideen om at man ved hjælp af skrivning og læsning af litteratur kan bearbejde psykiske og eksistentielle problematikker. Biblioterapien bruges af Læseforeningen, der tilbyder læsegrupper med forskellige tematikker for øje. De har blandt andet læsegrupper for seniorer, for unge med ondt i livet og for kræftpatienter.

Det er altså anerkendt at skrivning og læsning af litteratur besidder et potentiale for bearbejdning af svære følelser. Når vi i dag, flere tusind år efter deres udgivelse, læser Iliaden og sørger sammen med Achilleus, eller når vi læser Jobs bog og føler med Job, er det måske netop på grund af dette potentiale. Fordi værkerne skaber et rum, hvor de vækker genklang, et rum hvor vi ikke længere er alene med vores sorg.

Sorgens århundrede

Sociolog og professor ved Aalborg Universitet Mikkel Hviid Jacobsen har forsket i sorg og mener, at vi i de senere år har oplevet en eksplosion af sorglitteratur. Faktisk mener han, at vi befinder os i sorgens århundrede. Som et startskud til fænomenet peges der på terrorangrebene d.11 september 2001, der ifølge Ph.d. studerende i psykologi Ester Holte Kofod medførte, at sorgen rykkede fra at være et privat anliggende til igen at blive en del af den kollektive bevidsthed (Sørensen, Vi befinder os i sorgens århundrede, for Politiken). 

Opblomstringen af litteratur om sorg kan ses som et forsøg på at lave et nyt kollektivt rum omkring sorgen, at almengøre den og skabe forbindelse mellem sørgende. Litteratur om sorg besidder dermed både potentialet til at skabe forandring for individet, men også for kollektivet. Hvis du, eller en du kender, er i sorg, eller i en anden form for krise, er der altså god grund til at låne en bog, du kan spejle dig i. Det gjorde jeg selv, da jeg oplevede sorgen. Igennem årene har jeg årene fået oparbejdet en liste af sorglitteratur, som jeg her vil dele med jer. Først et par anbefalinger med beskrivelser og til sidst en udførlig liste over værker, der er værd at læse, hvis man er i sorg (eller hvis man bare ønsker en god læseoplevelse).

Boganbefalinger

Inden for den selvbiografiske genre, hvor der fokuseres på den personlige tabsoplevelse, har vi blandt andet den danske digter Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse (2016). Digtet behandler moderens død og begravelse, samt de valg fortælleren og hans søskende må træffe i kølvandet på dødsfaldet. Særligt kendetegnende for digtet er Sparres stammende, snublende sprog, der understreger fortællerens famlen i sorgen. 

Indenfor dette felt finder vi også selvbiografien Et år med Magisk Tænkning (2007) af den amerikanske journalist og forfatter Joan Didion, der omhandler hendes mands død samt datterens sygdom. Titlen Et år med Magisk Tænkning relaterer sig til idéen om, at Didions egne tanker og handlinger potentielt besad magten til at ændre på det, der var sket. For eksempel kunne hun ikke donere mandens sko til genbrug, fordi hun tænkte, at han ville få brug for dem, hvis han kom tilbage. 

En anden forfatter, der har skrevet om tabet af sin mand, er den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates i bogen A Widows Story (2011). Bogen består primært af dagbogsnotater, eftersom hun erfarede, at dette var den eneste form for skrivning, hun kunne foretage sig. Sorgen gjorde, at Oates måtte gentænke sin vanlige måde at skrive på, samtidig udtaler hun, at hendes bog nærmest blev skrevet organisk, som en form for ritual hun måtte følge. 

Et andet selvbiografisk værk, med en lidt anden udformning, er bogen Min usynlige søn (2016) af den danske journalist og forfatter Esben Kjær. Bogen omhandler Kjærs døde søn og den efterfølgende sorgproces. Samtidig med at være en personlig fortælling om tab bliver bogen en form for håndbog for sørgende, fyldt med ekspertudtalelser og interviews. Hovedpointen i bogen er, at sorg ikke er noget, man skal kureres for. Snarere er sorgen noget mennesket skal lære at leve med, blandt andet ved at skabe ritualer omkring den døde samt ved at tale om den døde.

Autofiktionen beskriver også den personlige tabsoplevelse. Dette gælder blandt andet den norske forfatter Karl Ove Knausgårds Min kamp. Værket spænder over seks bind, men især bind et, fra 2012, handler om faderens død. Faderens død sætter gang i en følelsesmæssig proces for fortælleren, der begynder at reflektere over sin opvækst og sin og faderens problematiske far-søn relation. Den danske forfatter Amalie Langballe har også skrevet autofiktion om sorg. Hendes bog Forsvindingsnumre (2019) omhandler en kvinde ved navn Agnes, der mister sin mor til knoglemarvskræft. Bogen beskriver Agnes’ evindelige forsøg på at flygte fra sorgen gennem sex og alkohol, eller rent fysisk ved at rejse ud af landet.

Blandt mine personlige favoritter finder vi Carls bog af Naja Marie Aidt, der omhandler sønnen Carls død, der fandt sted to år inden udgivelsen. Carl tog psykedeliske svampe sammen med en ven, fik en akut psykose og sprang ud fra fjerde sal i en lejlighed på Vesterbro. Han lå hjernedød på hospitalet i to døgn, indtil familien traf det svære valg at slukke for respiratoren og donere en række af hans organer. Carl var død, 25 år gammel, og de efterladte måtte finde en måde at leve videre på uden ham. 

For Aidt blev det blandt andet gennem sit virke som forfatter, at hun begyndte at bearbejde sorgen. Bogen bliver således på en gang en bearbejdning af chokket og sorgen, samtidig er den et vidnesbyrd om den største smerte et menneske kan opleve: Tabet af et barn. Sammen med tabet af sin søn oplevede Aidt at miste sit skriftsprog samt sin lyst til både at læse og skrive. Hun måtte skabe sig et nyt sprog og en ny form, før hun kunne udtrykke sin sorg. Aidt drager på litteraturhistorien i sin sorgbearbejdelse og hendes sprog og tematikker læner sig meget ind i andre forfatteres, heriblandt Anne Carsons Nox.

Nox er ifølge Carson selv et gravskrift og en elegi for hendes bror, Michael, der døde i København i 2000. Han levede det, man kan kalde et hårdt liv, både i barndommen, hvor han havde svært ved at danne venskaber, og i sin ungdom, hvor han begyndte at sælge stoffer. I 1978 stak han af for at undgå en fængselsdom, og siden da så Carson ikke sin bror. Kun igennem få telefonopkald, og breve uden afsenderadresse, bevarede de en sporadisk kontakt. Michaels liv var et mysterie for Carson, og det er dette mysterie, sammen med sorgen efter hans død, der præger værket.

Derudover anbefales også:

• Barthes, Roland: Sorgens Dagbog (1961)
• Beauvoir, Simone de: En skånsom død (1964)
• Carson, Anne: Nox (2012)
• Gaarder, Jostein: I et spejl i en gåde (1999)
• Hirschman, Jack: Mallarmés For A Tomb og Anatole (2017)
• Homer: Illiaden (200 f.kr.)
• Oates, Joyce Carol: A Widows Story (2011)
• Poe, Edgar Allan: The Raven (1996)
• Sparre Johansson, Rolf: Begravelse (2020)
• Freud, Sigmund: Mourning and Melancholia (1917)

Om forfatteren: Julie Hassing

Jeg er i praktik på Solrød Bibliotek, hvor jeg primært fokuserer på aktiviteter og formidling til børn. Jeg elsker børnelitteratur, og har en forkærlighed for børnebøger med sjove og smukke illustrationer. Jeg er dog også rigtig glad for voksenlitteraturen. Jeg elsker især historiske romaner og film, gerne noget med en nostalgisk og/eller filosofisk åre.