Vær med i den store læsedyst for familier!

14.01.21
Sæt turbo på læsningen med Læsesporets store læsedyst for familier - der er en boggave på højkant til de flittige læsere!

Med Læsedysten skaber I læseglæde i jeres familie på en måde, som er let at gå til i hverdagen. I får inspiration til, hvor I som forældre kan sparke til jeres barns læselyst. I skal sammen løse en række udfordringer, der på en legende måde sætter gang i jeres barns lyst til at læse og få læst højt.

Alle kan være med i Læsedysten, hvor det ikke betyder noget, hvad og hvor meget I læser, men mere hvor og hvordan I læser. Ud over læseudfordringer er der også udfordringer, der får jeres barn til at tælle og skrive samt udfordringer, der skaber fordybelse, ro og nærvær i familien. Fx kan udfordringen være at læse en bog bagfra, læse for en person med fregner eller læs sammen en søndag under dynen.

Hver udfordring udløser et vist antal point. Læsedysten er udformet sådan, at I sammen med jeres barn kan regne pointene ud på et medfølgende regneark. Når I har samlet 100 point eller klaret alle 30 udfordringer, vinder I en gratis gavebog, som kan hentes på Solrød Bibliotek og Kulturhus, når vi genåbner. Det eneste I skal gøre, er at aflevere den udfyldte Læsedyst-seddel, og så kan familien sammen vælge en lækker gavebog. 

I finder Læsedyst-sedlen nedenfor, klar til print.

God læselyst!