Kvindernes Kampdag

06.03.20
Kvindekampen fortsætter i bedste velgående og der kæmpes stadig for lige vilkår, lige muligheder og lige løn. Dyk ned i litteraturen bag kampen og bliv klar til Kvindernes International Kampdag 2020.

Kvinder er ikke længere forvist til kødgryderne, de ligger lunt i svinget i statistikkerne over videregående uddannelser, de kan gå i bukser, være ledere, atleter og læger. Er der så mere at kæmpe for?

Ja, det er der. Forskellen mellem kvinder og mænd er blevet markant mindre de sidste mange år, men der er stadig vigtige kampe, der skal tages - for alles skyld. Kvindekampen i dag handler om at tilgodese ikke bare alle kvinder (uanset race, krop, religion, biologisk køn), men også mænd (uanset race, krop, religion, biologisk køn). Helt konkret handler kampen om at sørge for at mænd og kvinder har lige rettigheder, hvad end det handler om løn, barsel eller værnepligt. Den handler også om at nedbryde de tabuer, der usynligt bestemmer, at piger må gå i bukser, men drenge ikke må gå i kjoler; at piger må græde, men at drenge ikke må; at piger er stewardesser og drenge er piloter. Kvindekampen i dag handler om at afsløre de usynlige måder vi forskelsbehandler hinanden på grund af køn og sætte spørgsmålstegn ved noget, de fleste accepterer som "naturligt" og "normalt".

Så når vi på søndag den 8. marts fejrer Kvindernes Internationale Kampdag, så fejrer vi både de fremskridt, vi allerede har gjort, og forbereder os på at kæmpe videre.

Bliv klar til på søndag (og fremtiden) og dyk ned i litteraturen bag og om kampen.