Læsernes Bogpris: Niels Frank

12.04.23
”At kalde bogen årets vigtigste kan måske virke voldsomt. Men det er den. Ikke bare fordi den rører og skræmmer, men fordi den er et smukt og nødvendigt eftermæle til en kvinde, der måtte lide en ulidelig skæbne.” Citat fra Litteratursiden.dk

Sidst i marts 2021 dræber en 61-årig mand sin 62-årige ekskone i Horsens. Den dræbte er forfatteren Niels Franks søster. Knap tre måneder tidligere har hun forladt sin mand gennem 30 år og faren til deres to voksne sønner.

De næste uger flytter hun rundt mellem hemmelige adresser i Horsens, inden hun til sidst flytter ind på et krisecenter – hele tiden i frygt for, hvad hendes eksmand, der har brugt de sidste mange år på at ydmyge og skælde hende ud, kan finde på.

Den dag bodelingen skal foregå, ringer Niels Franks telefon klokken 8.32, og så ved han, at det er gået galt.

Fanden tage dig er beretningen om tiden op til drabet og om tiden bagefter – om sorgen, vreden og afmagten, begravelsen, efterforskningen og retssagen. Om hvorfor mænd dræber kvinder, og hvorfor det er så forbandet forudsigeligt.

Med denne bog skriver Niels Frank sin smerte og sorg ud. Smerten og sorgen over at have mistet sin søster, Elin. Ikke til kræft eller et biluheld, men til en mand. Hendes ægtemand, gennem 30 år, slår hende ihjel. Fordi hun vil skilles. En historie der desværre ikke er unik, men derimod mere almindelig end man lige tror. Bogen er både en mindesten overfor Elin, og et spørgsmål til politi og retsvæsen, der gang på gang ikke kan håndtere lignende forløb.

Fanden tage dig er blandt de nominerede til Læsernes Bogpris 2023. Du kan stemme på din favorit og deltage i lodtrækningen om en bogpakke på www.laesernesbogpris.dk Afstemningen slutter d. 23. april 2023. Læsernes Bogpris uddeles af Danmarks Biblioteksforening sammen med de danske folkebiblioteker, Litteratursiden og Ordkraft

Materialer