Rikke anbefaler: Små påsatte brande

25.03.19
Velfortalt pageturner om hemmeligheder og familierelationer

Historien udspiller sig i det velordnede villakvarteret Shaker Heights.
I Shaker Heights er der styr på tingene. Vejene er lige, græsset er klippet, husenes farver er afstemt efter hinanden, og beboerne sætter stor pris på regler og orden. 

I Shaker Heights bor Elena Richardson med sin familie – og hun er næsten en personificering af denne forstadsidyl. Hun har boet der hele sit liv, og kunne ikke forestille sig andet. Hun blev gift med sin highschool sweetheart og er nu mor til 4 teenagere. Foruden familiens kæmpevilla, har Elena arvet et hus med to små lejligheder, som hun lejer ud og i starten af bogen får hun nye lejere i den ene lejlighed: Mia, der er kunstner, og hendes datter, Pearl.

Mia og Pearl har flyttet meget rundt, er ikke tæt knyttet til deres hjem, og har ikke flere ejendele, end der kan være i deres lille bil. På alle måder er Mia Elenas diametrale modsætning, men de to familier fascineres af hinanden og forbindes især via deres børn.

Da Elena mangler en hjælpende hånd til at holde sit store og smukke hus, får Mia tjansen. Og med sin faste gang i huset finder hun hurtigt ud af rigtig meget om de forskellige familiemedlemmer.

Da nære venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn, som er blevet efterladt på den lokale politistation, bryder en ophedet kamp om forældremyndighed ud, da barnets biologiske mor, som kender Mia, fortryder og vil have sin datter tilbage.

Hele nabolaget tvinges til at vælge side og Elena og Mia går i hver sin retning.

Hvor er det bedst for barnet at vokse op?  Mia og Elena er ikke enige og Mias hemmelighedsfulde og mystiske fortid tirrer Elena og hun begynder at grave i Mias liv

Hun finder oplysninger om Mia og Pearl, som Mia har gjort alt for at glemme. Elena vil tvinge Mias hemmeligheder frem i lyset en gang for alle. Det får store konsekvenser for begge familier.

Bogen starter med de to familier som omdrejningspunkt, men efterhånden folder historien og persongalleriet sig ud og bliver vidt forgrenet. Det er en historie med mange forskellige tematikker og dilemmaer, og Celeste Ng gør sig ikke til dommer, men overlader det til os læsere at træffe vores valg. Og det er langt fra nemt. Alt er ikke sort/hvidt - der findes mange nuancer af grå i mellem

Materialer