Ann anbefaler: The Circle

28.12.20
En skræmmende, overraskende og alt for virkelighedstro fortælling, der tegner et billede af, hvordan fremtiden kan se ud.

 

Den unge Mae, der til daglig lever et kedeligt og trist liv får sit livs tilbud, da hun en dag ringes op og tilbydes en stilling i det magtfulde og verdenskendte firma The Circle. De beskæftiger sig med alt inden for teknologi. Uden yderligere overvejelser takker Mae glad ja til jobbet, hvor hendes barndomsveninde også har en højtstående stilling.

Da Mae starter på The Circle, bliver hun overvældet over den moderne og teknologiske arbejdsplads. På campuset foregår alskens aktiviteter døgnet rundt for at styrke sammenholdet i virksomheden og ikke mindst muligheden for at få et kollegieværelse på campus, så man aldrig behøver forlade stedet. Mens Mae hurtigt vikles ind i firmaets net, hvor det er et krav at være online 24/7, have mindst 4 skærme for at kunne arbejde og tilgå sociale netværk, og ikke mindst deltage aktivt i virksomhedens arrangementer, møder hun den spændende, attraktive og ikke mindst hemmelighedsfulde Ty. Han ikke bare forfører Mae, men sætter også tanker i hovedet på hende om, at det The Circle laver ikke er helt fint i kanten, og at det er til mere skade en gavn. Selvom Mae hører på Tys bekymringer, tager hun mere og mere The Circles leveregler til sig og bliver ikke bare en markant stemme, men også meget offentlig på vegne af firmaet. Mens Mae hurtig stiger i graderne, bliver forholdet til hendes familie og venner, der ellers tidligere havde været så stærkt, så svækket, at kontakten med dem får alvorlige konsekvenser. Ikke mindst for hendes forældre men især ekskæresten.

Fortællingen er vild, medrivende og meget skræmmende, da den beskriver, hvordan fremtiden kan se ud. Selvom det er en ren fiktionsroman, er der ikke så få ting, der kan nikkes genkendende til. Ligesom der er utrolig mange paralleller, som kan drages til samfundet anno 2020. 

Det er en gribende fortælling, der er fuldstændig umulig at lægge fra sig igen. Men når fortællingen ender, sidder du ikke bare med en følelse af at have set menneskers værste og bedste sider, men mest af alt frygten for, at du bliver overvåget hvert eneste øjeblik af hele dit liv. Jeg glemmer aldrig fortællingen om den unge Mae, som hele verden kommer til at kende lidt for godt.

Du kan finde Dave Eggers' The Circle på eReolen, men husk at du også kan reservere bogen og afhente den på Solrød Bibliotek og Kulturhus. Læs mere om, hvordan her: https://solbib.dk/udlevering-af-reserveringer